17.11.02

UMM International
Under den udmærkede middag efter cykelturen kom formanden med et revolutionerende for-slag: Lad os lave UMM om til UMM International; lad os sigte højere og længere; lad os med passende mellemrum lave ture - fx til de europæiske hovedstæder - som bringer andre oplevelser ved siden af det kulinariske!

Formanden høstede umiddelbart anerkendelse for forslaget, og han blev opfordret til at komme med et mere konkret udspil til et første arrangement.
Enebærodde
Alt tydede på regn, kulde og kuling, men samtidig med at vi kørte hjemmefra, forbarmede vejrguderne sig over os, skyerne spredtes, og resten af dagen bragte det smukkeste efterårsvejr med en næsten skyfri himmel.

På det yderste østlige punkt af odden beordrede damerne holdt, og det viste sig, at de havde planlagt et stop med gløgg, øl og grillpølser. Dristige tanker i oktober! Det indsamlede brænde til grillbålet var dyngvådt og vanskeligt at få i gang, men holdets tekniske begavelse klarede opgaven. Det smagte os godt.

Som et ekstra raffinement punkterede en af damerne på hjemturen, så vores tekniske begavelse igen fik lejlighed til at demonstrere sin fingerfærdighed.
Pause
UMM-kredsen har været ramt af strømafbrydelse i 2001 og det meste af 2002. Den fornødne gnist udeblev eller fandt andre mål.

Men damerne samlede stumperne op og planlagde med betydelig optimisme et efterårstræf. Vi skulle samles ved Enebærodde og cykle rundt i den særprægede natur. Efterfølgende ville de som rigtige damer sørge for nærende kost.

Mændene sluttede op, og glædede sig til begivenheden den 26. oktober 2002 - men mørke skyer truede.

26.12.00

Svogers hindbærtrøfler
Juleaften serverede svoger Flemming i Århus denne delikate blanding af chokolade, hindbær og peber til en kop kaffe efter julemiddagen! Prøv selv og bliv overbevist - det er umagen værd.

Ingredienser til ca. 30 stk.
200 g. lys chokolade (Valrhona Jivara 40% anbefales, men det kan måske gøres billigere)
300 g. frosne hindbær eller 2 dl. hindbær-sirup
½ stang vanille
½ tsk. friskkværnet sort peber
40 g. sukker
60 g. saltet smør

Chokoladen hakkes meget fint og kommes i en skål.
Hindbær, den flækkede vanillestang, sukker og peber bringes op på kogepunktet. Si hindbærkernerne fra og varm igen op til lige under kogepunktet. (Hvis du bruger sirup skal den blot varmes op.)
Hæld langsomt og lidt af gangen den varme puré ned i midten af chokoladen. Rør med små, runde bevægelser midt i skålen.

Når massen er nede på 40 grader tilsættes den fint udskårne smør.

Denne “trøffelmasse” stilles køligt natten over. Den må ikke komme i køleskab.

Dagen efter ruller du små kugler på størrelse med hasselnødder, dypper dem i smeltet chokolade og vender dem i cacao.

Velbekomme!
Tors Brudefærd

Damerne skulle som nævnt bidrage med et kulturelt indslag under generalforsamlingen. Og det gjorde de!

Efter en kort repetition af den nordiske skabelseshistorie og de vigtigste guder blev mændene iført flotte hjemmelavede dragter og anden pynt. En væsentlig del af udstyret var langbende underbukser.

Vi blev derefter guided gennem en opførelse af "Tors Brudefærd". Jette bandt historien sammen samtidig med, at hun myndigt fortalte, hvad vil skulle foretage os - herunder fremsige de afgørende replikker, som vi havde fået udleveret på små papirlapper.

Det blev en saftig historie om Odin, Freja, Loke og alle de andre - men først og fremmest Tor, hvis hammer Mjølner var blevet stjålet af jætten Trym. Det morede damerne sig en del over den aften.

For de, der måtte have behov for at genopfriske historien, er her et par muligheder: Projekt Runeberg har lagt Eddaen, hvorfra historien er blevet kendt, på nettet. En senere udgave kan hentes på biblioteket som tegneserie. Og Tors brudfærd er, sammen med et par andre centrale røverhistorier fra den nordiske mytologi, at finde i kort udgave her.

Tak til damerne for en farverig oplevelse!

5.11.00

Generalforsamling 2000

Årets generalforsamling blev gennemført i aftes med betydelig succes. Menuen følger herunder, og damernes kreative indslag vil blive kommenteret senere.


Menu

Aperitif
Castillo Perelada Brut Reserva

Løjerogn på artiskokbund
Riesling Alsace

Helleflyndersalat
Selaks Marlborough Sauvignon Blanc

Røget aborre
Selaks Marlborough Sauvignon Blanc

Søpapegøje
Chateaux Haut Pasquet

Røget renhjerte
Chateaux Haut Pasquet

Skovbærparfait i nøddeskal
Muscat de Lunel

Kaffe
Cognac og likør


25.10.00

Generalforsamling 2000 nærmer sig, og damerne er i hektisk aktivitet i aften.

Generalforsamlingens tema er "Nordisk". I bevidsthed om damernes overlegne evner på det spirituelle område har klubben anmodet dem om at bidrage med et kulturelt indslag under middagen. Det eneste krav er, at indslaget skal have relation til nordisk mytologi. De har måske hentet stof hos Saxo?