26.12.00

Svogers hindbærtrøfler
Juleaften serverede svoger Flemming i Århus denne delikate blanding af chokolade, hindbær og peber til en kop kaffe efter julemiddagen! Prøv selv og bliv overbevist - det er umagen værd.

Ingredienser til ca. 30 stk.
200 g. lys chokolade (Valrhona Jivara 40% anbefales, men det kan måske gøres billigere)
300 g. frosne hindbær eller 2 dl. hindbær-sirup
½ stang vanille
½ tsk. friskkværnet sort peber
40 g. sukker
60 g. saltet smør

Chokoladen hakkes meget fint og kommes i en skål.
Hindbær, den flækkede vanillestang, sukker og peber bringes op på kogepunktet. Si hindbærkernerne fra og varm igen op til lige under kogepunktet. (Hvis du bruger sirup skal den blot varmes op.)
Hæld langsomt og lidt af gangen den varme puré ned i midten af chokoladen. Rør med små, runde bevægelser midt i skålen.

Når massen er nede på 40 grader tilsættes den fint udskårne smør.

Denne “trøffelmasse” stilles køligt natten over. Den må ikke komme i køleskab.

Dagen efter ruller du små kugler på størrelse med hasselnødder, dypper dem i smeltet chokolade og vender dem i cacao.

Velbekomme!
Tors Brudefærd

Damerne skulle som nævnt bidrage med et kulturelt indslag under generalforsamlingen. Og det gjorde de!

Efter en kort repetition af den nordiske skabelseshistorie og de vigtigste guder blev mændene iført flotte hjemmelavede dragter og anden pynt. En væsentlig del af udstyret var langbende underbukser.

Vi blev derefter guided gennem en opførelse af "Tors Brudefærd". Jette bandt historien sammen samtidig med, at hun myndigt fortalte, hvad vil skulle foretage os - herunder fremsige de afgørende replikker, som vi havde fået udleveret på små papirlapper.

Det blev en saftig historie om Odin, Freja, Loke og alle de andre - men først og fremmest Tor, hvis hammer Mjølner var blevet stjålet af jætten Trym. Det morede damerne sig en del over den aften.

For de, der måtte have behov for at genopfriske historien, er her et par muligheder: Projekt Runeberg har lagt Eddaen, hvorfra historien er blevet kendt, på nettet. En senere udgave kan hentes på biblioteket som tegneserie. Og Tors brudfærd er, sammen med et par andre centrale røverhistorier fra den nordiske mytologi, at finde i kort udgave her.

Tak til damerne for en farverig oplevelse!